|
|
![[Share]](/resurser/mainmenu/share1.jpg){kind=small}
|
|
Med Spejder-Rejser til Ukraine Tekst og foto:GA Gustav Mathiasen Før musen henover billederne for at se en beskrivelse Ville du tage på spejderrejse til et tidligere sovjetisk land, hvor man hverken forstår deres sprog eller skrifttegn, og hvor radioaktivitet er hverdag – Hvorfor?
En fordel ved spejderarbejde er, at spejderverdenen vokser sig større og større, jo længere tid man bruger i spejderarbejdet. Griber man chancerne og har øjnene åbne, får man somme tider også muligheder for at udvide sit verdensbillede. Denne mulighed greb jeg, da jeg så, at Spejder-Rejser havde en 14 dages tur til den tidligere sovjetiske stat, og det nu selvstændige demokratiske land Ukraine. Turen startede i tog fra Kolding og ned gennem Tyskland for senere at krydse Polen. Ved den Polsk-Ukrainske grænse så vi det første tegn på den tidligere så lukkede østblok. Hele togsættet blev kørt ind i en stor hal, hvor vognene i en 2 timers lang operation fik skiftet hele undervognssættet.
Togene fra de vesteuropæiske lande passer simpelthen ikke sporbredde med togbanenettet i det tidligere Sovjet. Efter 2 overnatninger i 3 mandskupeer, adskillige kilometer landsbrugsjord, fladt som Danmark, og i alt 1900 km bag os, ankom vi til, hvad der skulle vise sig at være hovedbanegården i Kiev. Derefter gik turen i en hektisk metro til udkanten i Kiev, hvor vi på en campingplads skulle overnatte i vores telte de næste 5 dage.
De første par dage gik med besøg på diverse seværdigheder i Kiev, hvor der blandt andet blev kigget på adskillige kirker, cafeer, parker og statuer. Specielt statuerne bar præg af et land, der tidligere havde været så stort, men gang på gang er blevet overrumplet af russerne.
Opholdet i Kiev bød også på et besøg på den danske ambassade, hvor vi fik et foredrag om ambassadens rolle i Ukraine. Det var et spændende besøg, og ambassaden kunne berette, at vi nu var blandt de kun ca. 150 danskere, der anslåes at opholde sig i Ukraine.
Mens vi overnattede på campingpladsen i Ukraine, foretog vi en endagsudflugt til det tidligere atomkraftværk Tjernobyl. Alle indfaldsveje til Tjernobyl er i dag afgrænset i zoner med radius af 30 km og igen ved 10 km fra værket. Flere måneder inden rejsen påbegyndte, havde vores Spejder-Rejser-guider registreret alle deltagerne til denne tur jf. vores pasoplysninger. Ved de 2 kontrolposter hhv. 10 og 30 km fra værket skulle passene fra personerne i bussen nøje sammenlignes med personerne på den tilmeldte liste. Uden så meget som et smil eller god tur blev bommen hver gang heldigvis åbnet, og vi fik lov til at nærme os værket. Netop inden i 10 km zonen, hvor selve byen Tjernobyl ligger, mødte vi vores ”guide”, der autentisk var iklædt militært tøj. I et mødelokale gennemgik han kort hændelsesforløbet tilbage i 1986, hvor reaktor 4 brød i brand med efterfølgende radioaktiv forurening til følge. Radioaktiv forurening af denne størrelse var ikke tidligere var set. På turen kom vi også i nærheden af den nedsmeltede reaktor 4, og vi kunne med en afstand på kun 200-300 meter betragte reaktorens beton og stålkappe ved siden af en nyopført administrationsbygning for den snart forestående fornyelse af den beskyttende kappe. Det var på dette tidspunkt, vi blev udsat for den største mængde radioaktiv stråling på turen, som vi hele tiden kunne følge med i på guidens måleinstrument. De nuværende arbejdere på værket opholder sig hver dag i 10 timer i områder med 40% mere stråling, end vi blev udsat for. Og vi var kun i området i nogle minutter, så mon ikke alle vi deltagere stadig kan sove trygt om natten, når vi drømmer om vores helbred i fremtiden.
Besøget i de omkringliggende områder var en tankevækkende oplevelse, og da vi besøget den tidligere arbejderby for Tjernobylværket, Pripjat, fik vi en ide om, hvor mange menneskers liv der fra den ene dag til den anden var stoppet op, evakueret, og dermed var tvunget til at starte op igen et nyt sted. Vi besøgte bl.a. det tidligere kulturhus og en skole i den tidligere så luksuriøse arbejderby. I skolen ligger der her 22 år efter stadig skolebøger, dukker, idrætsremedier osv..
Cirka halvvejs i opholdet brød vi teltlejren op og blev hentet af en minibus, der skulle køre os 900 km syd på. Destinationen var denne gang Krim halvøen, der ligger i Sortehavet. På Krim havde vi 2½ dages vandring i bjergene foran os, før vi ville kunne nyde et dejligt bad i det varme Sortehav. Hiken startede i en lille landsby, hvor vi mødte vores lokalkendte Ukrainske guide. Sergei, som han hed, var heldigvis den bedste engelsktalende Ukrainer, vi hidtil havde mødt. Han ledte os på førstedagen op af en temmelig stejl sti, hvor vi på toppen kunne se nogle huler hugget ud i kalkklipperne langs bjergkammen.
Hulerne havde været anvendt til opbevaring af fødevarer og lignende for de beboere der i 1800 tallet boede på toppene af bjergkammene. De boede på bjergkammene for at beskytte sig mod kapringer fra uvedkommende. Det regnede og tordnede på toppen, så vi skyndte os ned af modsatte bjergside til vores overnatningsplads.
Her blev der som de fleste andre aftener hurtigt lavet mad over vores medbragte Trangia sæt. Næste dag bød på en masse vandring på små stier, afbrudt af de flotte øjeblikke, hvor vi simpelthen blev nødt til at stoppe op og nyde udsigterne. Under vandringen fortalte vores guide hyppigt om natur og historien for det, vi så, og da dagen endte, havde vi tilbagelagt en stigning på sammenlagt 1000 højdemeter, og en vandrerute på ca. 18km.
Sidste dag i bjergene lignede foregående, men denne sluttede ved, at den flotteste udsigt til Sortehavet dukkede frem. Efter noget tids betragtning af den velfortjente udsigt var turen kommet til det sidste stejle stykke bjerg”sti”, og denne gang gik det nedad. Det må siges at være lidt af en udfordring af hoppe fra sten til sten med 20 kilo spændt på ryggen, men alle kom helskindede ned.
Da vi var kommet ned fra bjerget, sagde vi farvel til vores lokalguide og gik de sidste 4 kilometer ned i den nærliggende by, hvor vi også skulle bo på campingplads. Camping er ikke et kendt fænomen i Ukraine, og camping i telt er slet ikke noget, man normalt overvejer. Derfor havde den påtænkte campingplads ingen arealer, der egnede sig til teltslagning, men heldigvis var der et stykke grusvej ledigt nede bagerst på pladsen… ved noget hegn. Humøret var højt over endelig at være fremme, så efter aftensmad og teltslagning gik nogle ned i Sortehavet for et velfortjent bad, og andre kiggede på standbyens turistede aftenliv.
Vi overnattede 2 nætter på denne campingplads, før vi vendte tilbage til Kiev. Sidste dag på turen blev brugt i Kiev til shopping og gav mulighed for at kigge på museer eller den attraktion, som den enkelte deltager mente ville være et besøg værd på egen hånd. På flyturen hjem gik snakken om de mange tin,g vi, en gruppe rejselystne spejdere, havde oplevet, og der var allerede dukket mange gode historier op, vi kunne grine af i fællesskab. Et fællesskab som spejderlivet giver rig mulighed for at opleve. Hvis du griber chancerne i spejderlivet, findes der masser af muligheder for at få gode oplevelser som denne. Jeg kom hjem med en flok nye venner, gode spejderoplevelser, der giver forøget appetit på spejderlivet, mødet med en anden kultur, et indblik i en et samfunds historie, der ligger langt fra vores egen, og sidst, men ikke mindst, så kom jeg hjem med et verdensbillede, der er blevet en lille smule større og mere nuanceret… - Derfor!
Tilføjet 15.oktober 2009 |
